Af Simon Krabbesmark
At rejse er at leve – og vi lever rigtig godt på Øster Jølby Friskole
I sidste uge har alle vores børn været på lejrture rundt omkring i det danske land, med undtagelse af vores 9. klasse, som brugte ugen på deres mundtlige dansk afgangsprøve. De er selvfølgelig ikke blevet snydt for en lejrtur, og de har både været i København og Berlin i dette skoleår.
På Øster Jølby Friskole vægter vi lejrturene højt, da de skaber positive oplevelser, samhørighed og en fælles referenceramme, som både børn og lærere kan bygge videre på, når de er tilbage på skolen igen. Hos os lægger vi meget vægt på at skabe gode relationer både mellem børnene, men i særdeleshed også mellem børn og voksne. Dette bidrager lejrturene i høj grad til. Det er både sjovt og givende for børnene at opleve deres lærere på en anden måde end til hverdag. Det er givtigt for relationen mellem lærerne og eleverne – at man griner sammen, og at lærerne går lidt ud af autoritet-rollen.
Vores yngste børn har været nogle dage på Harrebjerg lejrskole. Her har de nyt de dejlige omgivelser, badet i fjorden og leget en masse. Der blev også tid til en afstikkertur ned til Jyllands Park Zoo, hvilket vakte stor begejstring.
At rejse er at leve, er som bekendt et gammelt H.C. Andersen citat, og selvfølgelig måtte vi sende elever til hans hjemby, Odense. Her har vores mellemgruppe besøgt H.C. Andersens barndomshjem og museum. Museet er ganske nyt og det var en stor oplevelse og absolut et besøg værd. Tiden i Odense er også blevet brugt på Jernbanemuseet og i Odense Zoo.
6. klasse har været i Sønderjylland, og også et lille smut ned over grænsen til Tyskland. Børnene har oplevet så mange ting, at det kunne række til en artikel for sig selv. Blandt højdepunkterne kan nævnes besøg på Danfoss Univers, Museet ved Dybbøl Mølle, Frøslevlejren, Dannevirke, Gottorp Slot med Nydambåden. På slottet fik vi en svingom i riddersalen. Godt de tyske museumsvagter ikke så os.
7. klasse har været på den klassiske Bornholmertur. Solskinsøen viste sig fra sin gode side og levede op til navnet. Det gav mulighed for at bade hver dag, og den Bornholske natur tager sig også fantastisk ud, når solen skinner. Børnene har blandt andet besøgt Hammershus, Ekkodalen, Helligdomsklipperne, Gudhjem, Svanekke, Dueodde, Øster Lars rundkirke og Opalsøen. Opalsøen var et stort hit blandt en del af drengene, som var ret modige og lavede udspring fra en klippe ned i søen. Ifølge de lokale et spring på ca. 7 meter.
I de gode gamle dage var det populært at tage på dannelsesrejse. Det var en gode, som dengang primært var forbeholdt de økonomisk velstillede unge mennesker. Formålet var at udvikle personligheden ved at give den rejsende indsigt i og forståelse af andre kulturer. Netop dannelse er en af skolens vigtigste opgaver. Hos os er lejrturene for alle, og de er et vigtigt fundament i den dannelsesproces, som vi skaber på vores skole. Vi er sikre på at vores børn vender hjem fra lejrturene med taske fyldt op med gode oplevelser både kulturelle, sociale og historiske.
Denne artikel er et læserbidrag. Eventuelle holdninger og synspunkter tilhører forfatteren.