Haveselskabet Morsø, Åben have

Per Mikkelsens have
dato

Åben have hos Per Mikkelsen, Fasanvej 30, 7900 Nykøbing Mors, lørdag den 14. juni 2025 kl. 10-14.

Da Per Mikkelsen flyttede fra Refshammer til Fasanvej 30 for seks år siden, betød det en ny identitet som haveejer. Det betød bl.a. et skifte i forhold til igennem mange år at have tilhørt den store gruppe af haveejere, der praktiserer kontrol og følger en i bund og grund uskreven norm for parcelhushaver. Forståelsen kræver en lille analytisk omvej, inden jeg vender tilbage til haven på Fasanvej.

Sociologen Bella Marckmann har undersøgt haveejerne i Danmark og identificeret fire forskellige typer af haveejere: Nusseren, der har god tid til at passe og pleje sin have, slapperen, der helst vil have det nemt og slappe af i haven, øko-romantikeren, der sætter pris på en naturlig have, og ordensaktivisten, som går op i sin have og eksempelvis gerne bruger gift for at holde ukrudtet nede (kilde Greve Museum).

Haven på Refshammer var gennem årene blevet et udtryk for slapperens regime: Buske, bede og til sidst køkkenhaven blev erstattet af robotklippet græsplæne og maskintrimmet ligusterhæk.

Haven på Fasanvej var som udgangspunkt en diametral modsætning til slapperhaven. Magtforholdet mellem have og ejer var byttet om, og Per konstaterede: skulle han finde sig selv som én af typerne nævnt ovenfor, måtte det blive som øko-romantiker.

Haven bød på kæmpestore træer, sammenvoksede buskadser, voldsomme terrænforskelle og utallige vækster, der krævede forståelse via fagbøger. Det var en næsten 60 år gammel have, hvis oprindelige plan havde været storslået og sikkert tænkt af nusser-typen.

Skulle han nu aktivere den indre ordensaktivist og sætte gang i skovrydningsmaskiner, fræsere mv. for at tage magten over naturen og ende som slapper-typen igen?

For at gøre en lang historie kort, endte han med at freestyle og måske udvikle en femte type haveejer med rod i et klimafrelst natursyn og en kulturradikal tradition for frihed, individualitet og leg.

Medlemmer af Haveselskabets bestyrelse vil være til stede i tidsrummet 10-14. Er du endnu ikke medlem af Haveselskabet, er der denne dag godt tilbud på medlemskab 

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook