Hos Vesterhavskunst inviteres både begyndere og øvede ind i RAKU-keramikkens særlige univers, hvor ild, røg og glasur skaber helt unikke resultater. Kurset begynder 20. september og kulminerer med en intens brændingsdag under åben himmel.
Der er noget særligt ved ikke helt at vide, hvordan det færdige keramiske værk kommer til at se ud. Netop overraskelsen er en del af fascinationen ved RAKU – og den 20. september åbner Vesterhavskunst dørene til et kursus, hvor deltagerne selv får fingrene i hele processen.
Underviser Ida Borup Højer har arbejdet med RAKU i tre år og guider deltagerne gennem arbejdet med blandt andet pladeteknik, små kunstneriske emner og skulpturer.
”Det fantastiske ved RAKU er, at processen hele tiden udvikler sig. Man former sit værk, arbejder med glasuren og ender med et resultat, som først for alvor viser sig, når ild, røg og reduktion har gjort deres arbejde,” fortæller Ida.
Når magien opstår i olietønden
Første kursusdag den 20. september bruges på at skabe keramik, der egner sig til RAKU. Herefter skal værkerne tørre og forglødes, inden deltagerne mødes igen den 4. oktober.
Her glaseres keramikken med særlige rakuglasurer, inden turen går udenfor. Værkerne brændes og reduceres efterfølgende under savsmuld – en proces med både ild og røg, som skaber de karakteristiske og ofte metalliske overflader.
”Det er her, magien virkelig opstår. Når keramikken kommer frem igen, får man lov til at opleve de farver, mønstre og overflader, som processen har skabt,” fortæller Ida.
Kurset koster 750 kroner og er for både nybegyndere og deltagere, der allerede har erfaring med keramik. Kaffe, te og varm kakao er inkluderet, mens ler koster 75 kroner pr. kilo inklusive glasur, begitning og brænding.
Første kursusdag er søndag den 20. september kl. 10-15, mens anden kursusdag finder sted søndag den 4. oktober fra kl. 10.
Mandag: 14:00 – 17:00
Tirsdag: 09:00 – 17:00
Onsdag: Lukket
Torsdag: 15:00 – 21:00
Fredag: 10:00 – 18:00
Lørdag: 10:00 – 14:00
Søndag: Lukket