Udligningssystemet kan ofte fremstå som en teknisk diskussion om modeller og beregninger, men da ministeren besøgte Mors, var opmærksomheden rettet mod, hvordan økonomien påvirker Morsø Kommunes muligheder for at drive skoler og dagtilbud i praksis.
Morsø Kommune har i flere år været afhængig af væsentlige særtilskud for at få budgetterne til at balancere. Socioøkonomiske analyser viser desuden en skævhed i udligningssystemet for kommunen på cirka 63 millioner kroner.
Borgmesteren understreger, at kommunen ikke beder om særbehandling, men ønsker en udligning, der i højere grad afspejler de reelle forhold. Kommunen har fokus på effektiv drift og nødvendige prioriteringer, men når der kontinuerligt er behov for særtilskud, mener kommunen, at systemet ikke tager nok hensyn til lokale vilkår.
På skoleområdet har Morsø Kommune allerede foretaget store forandringer. Serviceplan 2020 betød, at mindre tilbud blev samlet, hvilket har styrket robustheden og reduceret udgifter til bygninger og administration. Trods dette er der stadig vanskelige valg på dagsordenen på grund af faldende elevtal og økonomiske hensyn. Et konkret forslag i budget 2027 er en sammenlægning af M.C. Holms Skole med 259 elever og Dueholmskolen med 638 elever.
Under ministerens besøg var der derfor også fokus på skolerne. Pia Olsen Dyhr fik indblik i de faktiske udfordringer og dilemmaer, som kommunen står overfor, både på skole- og dagtilbudsområdet.
Samtidig oplever Morsø Kommune en demografisk udvikling, hvor en stigende andel af befolkningen er over 65 år. Allerede nu udgør denne gruppe 28,9 procent, og i 2030 forventes tallet at være oppe på cirka 31 procent. Samtidig bliver gruppen af erhvervsaktive mindre.
Kommunen opfordrer derfor til, at fremtidens udligningssystem tager større højde for de lokale forskelle, for at sikre et almindeligt serviceniveau uden tilbagevendende behov for ekstra tilskud år efter år. Målet er at kunne planlægge langsigtet på et mere stabilt grundlag.
Yderligere oplysninger kan fås ved at kontakte Jens Dahlgaard, borgmester i Morsø Kommune på telefon 2374 1885.