Mors byder tilflyttere velkommen den 11. september

dato

Uanset om man er ny på Mors, har boet her et stykke tid eller har valgt at flytte tilbage igen, så er man meget velkommen til velkomstmødet for tilflyttere onsdag den 11. september kl. 19 på Morsø Folkebibliotek.

Bag initiativet står Morsø Kommune, Morsø Folkebibliotek og Frivilligcenter Mors. Sidste år var der også inviteret til velkomstmøder, og mødet i september er det første i år.

Borgmesteren står for at byde velkommen til mødet og giver en kort introduktion. Han glæder sig også til at hilse på øens nye indbyggere. Det er hyggeligt til velkomstmøderne, hvor tilflytterne mødes i øjenhøjde og kan stille spørgsmål om øen. Det er en god oplevelse for alle og giver forhåbentlig også folk et godt indtryk af Mors som et skønt og venligt sted fuld af muligheder. For dem, der er flyttet tilbage til Mors, kan der jo også være sket meget nyt, siden de boede her sidst.

Aftenens program er kort og uforpligtende. Der vil være introduktion til de mange fritidsmuligheder, foreninger og unikke fællesskaber på Mors ved leder af Frivilligcenter Mors Lise Kragh Møller og biblioteksleder Søren Knøs Christensen. På Mors er der mange muligheder, da øen vrimler med foreninger for enhver smag og initiativrige folk, der får ting til at ske.

Aftenens program varer cirka en halv time, og man bestemmer selv, om man vil blive længere og tage en snak og måske stille spørgsmål. Det er også en god måde at møde andre tilflyttere og udveksle erfaringer med dem.

Af praktiske hensyn skal man tilmelde sig ved at sende en mail til Mille på: mijo@morsoe.dk.


https://mors.dk/om-kommunen/nyheder/2024/mors-byder-tilflyttere-velkommen-den-11-september
Kilde: Morsø Kommune