Morsø Kommune kan glæde sig over, at antallet af rygere fortsat er på retur, og færre borgere på Limfjordsøen oplever problemer med alkohol. Det fremgår af Sundhedsprofilen, en landsdækkende undersøgelse offentliggjort i dag med 14.000 besvarelser fra hele Region Nordjylland.
Kommune ligger positivt placeret, når det gælder borgernes tilknytning til lokalområdet, og antallet af personer med moderate til svære alkoholproblemer er nu under regionsgennemsnittet, hvilket markerer en fremgang i forhold til sidste måling.
Dog vurderer borgerne i Morsø Kommune selv, at der er plads til forbedring, når det gælder motion og sunde madvaner sammenlignet med andre nordjyske kommuner. Generelt ligger Morsø Kommune på linje med gennemsnittet i regionen på de fleste områder, som undersøgelsen dækker.
80% af nordjyderne vurderer, at de har et godt eller fremragende helbred, mens 67% generelt er glade og i godt humør. Særligt ældre over 66 år oplever lav ensomhed, hvor kun 6% angiver at føle sig ensomme. Drikkevanerne har ændret sig mærkbart siden 2010, hvor 21% drak mere end 10 genstande om ugen mod blot 12% i dag. Dog ligger forbruget fortsat højt hos ældre mænd, hvor hver fjerde over 66 år i snit drikker 20 genstande om ugen.
Sundhedsprofilen viser, at flere nordjyder oplever helbredsmæssige udfordringer. Kun halvdelen af unge kvinder oplever generelt glæde og godt humør, og 29% af nordjyderne scorer højt på stress-skalaen, mens andelen er oppe på 52% for unge kvinder mellem 16 og 24 år. Ensomhed er udbredt blandt yngre borgere, hvor én ud af fem under 45 år føler sig ensom.
Andelen af daglige rygere er faldet fra 22% i 2010 til 10% i 2025, men samtidig bruger flere unge nu røgfri nikotinprodukter som nikotinposer og vapes. 9% af unge bruger dagligt nikotinposer.
Sundhedsprofilens data er vigtige for at målrette de offentlige sundhedsindsatser – eksempelvis rygestopkurser, der nu også tilpasses unge og brugere af røgfrie nikotinprodukter. Også social ulighed i sundhed er et opmærksomhedspunkt, da uddannelsesniveau og sundhed går hånd i hånd, og borgere med lavere uddannelse oplever flere udfordringer med både fysisk og mental sundhed.
Sundhedsprofilen har været gennemført hvert 4. år siden 2010, og denne gang har 14.000 ud af 35.000 inviterede nordjyder deltaget. Den fulde rapport samt yderligere data kan findes på www.rn.dk/sundhedsprofil.
For mere information kan Mette Skydt Bjørndal, Sundheds- og Ældrechef, kontaktes på 9970 6901 eller msb@morsoe.dk.