På Mors er der særligt fokus på tid til samarbejde, selvudvikling og muligheden for at bruge pædagogernes faglighed optimalt. Dette afspejler sig også i, at pædagogerne på Mors har landets laveste sygefravær. Ifølge en undersøgelse fra pædagogernes fagforening BUPL vurderer 70 procent af pædagogerne på Mors, at de har tilstrækkelig tid til planlægning, evaluering og refleksion af det pædagogiske arbejde. Til sammenligning er det kun 25 procent af daginstitutionspædagogerne på landsplan, der svarer det samme.
Pædagogerne i Morsø Kommunes dagtilbud har 80 timer til samarbejde, hvilket blandt andet dækker personalemøder, forældremøder, stuemøder og møder i tværfaglige teams. Derudover gives der 60 timer til selvudvikling. Dette kombineret med en af landets højeste normeringer giver både mulighed for faglig udvikling og øget kvalitetstid med børnene.
De seneste nøgletal i Kend Din Kommune fra Kommunernes Landsforening viser, at det gennemsnitlige sygefravær er 3,5 procent pr. pædagog, pædagogisk assistent eller medhjælper i Morsø Kommune. Dette er markant lavere end i størstedelen af Danmarks kommuner, hvor tallet ligger mellem 6 og 9 procent.
Det lave sygefravær og de gode muligheder for selvudvikling og samarbejde bidrager til, at flere ansøgere fra andre kommuner søger job som pædagog på Mors. Der er blevet sat ekstra fokus på at forbedre arbejdsmiljø og sygefravær, blandt andet gennem et tæt samarbejde på tværs i kommunen, tværprofessionelt arbejde og fælles justeringer. Disse forhold har styrket arbejdsforholdene i daginstitutionerne og skabt øget interesse for kommunen som arbejdssted.
For mere information, kontakt venligst:
• Lene Erbs, pædagog i Midtmors Børnehus i Øster Jølby, tlf. 9970 6623
• Mette Pedersen, fællestillidsrepræsentant for BUPL i Morsø Kommune, 4024 3283
• Michael Dahlgaard, Centerchef for Børn og Unge, 2479 2248