Morsø Kommune har pr. 18. september 2025 afsluttet opstillingsperioden til Seniorrådet for valgperioden 2026-2029. Da der blot blev modtaget seks kandidatanmeldelser til de fem pladser i rådet, er det besluttet at gennemføre valget som et fredsvalg. Samtidig udvides Seniorrådet med ét ekstra medlem, så alle seks kandidater optages uden afstemning. Denne beslutning er truffet i samråd med det siddende Seniorråd.
Udvidelsen betyder, at Seniorrådet for perioden 2026-2029 vil bestå af seks medlemmer, og der vil ikke være suppleanter. Hvis et medlem udtræder af rådet i perioden, erstattes vedkommende ikke. De ændrede regler gælder kun for den kommende periode, og ved næste valg følges de normale vedtægter for sammensætningen igen.
Det nye Seniorråd består af Hanne Haaning (formand), Arne Lauridsen, Ansgar Riis Nygaard (næstformand), Johanne Roesen, Paula Christensen og Christian Hansen. De seks medlemmer har baggrunde i blandt andet politisk arbejde, frivillighed, organisationer og omsorgsområdet. Fælles for dem er et stort engagement i ældres vilkår, blandt andet i forhold til sundhed, trafiksikkerhed, digitalisering og sociale udfordringer.
Opstillingsperioden løb fra 1. august til 18. september 2025. For at blive kandidat krævedes det at være fyldt 60 år senest på valgdagen og have fast bopæl i Morsø Kommune senest 1. oktober 2025. Normalt vælges Seniorrådet samtidig med kommunal- og regionsvalg hvert fjerde år, men i denne omgang blev valget altså afholdt uden afstemning. Det nye Seniorråd blev konstitueret den 23. oktober.
Yderligere information og præsentationer af de enkelte medlemmer kan ses på kommunens hjemmeside: www.mors.dk/seniorråd