Morsø presser på for at bevare Feggesundfærgen som livline til Thy

Foto: Morsø Kommune.
dato

Morsø Kommune udtrykker bekymring over Thisted Kommunes overvejelser om at træde ud af samarbejdet om Feggesundfærgen, som er en vigtig forbindelse for lokalområdet.

Morsø Kommunes samlede kommunalbestyrelse følger med stor bekymring, at Thisted Kommune snart skal tage stilling til, om kommunen fortsat vil være en del af samarbejdet om Feggesundfærgen. Denne færge fungerer som en central forbindelse for både borgere og erhvervsliv på tværs af fjorden og bidrager til sammenhængskraften i Nordvestjylland.

Feggesundfærgen har samtidig en vigtig funktion som beredskab i tilfælde af uheld, vejarbejde eller midlertidige lukninger på Vilsundbroen. Her har færgen gentagne gange været et afgørende alternativ, som sikrer forbindelsen mellem Mors og Thy. Hvis Vilsundbroen ikke er tilgængelig, og færgedriften ophører, vil dette medføre en lang omvej til eksempelvis Thisted, hvilket vil få betydning for borgere, beredskab, erhvervsliv og mobiliteten i området.

Morsø Kommune gør opmærksom på, at beslutningsgrundlaget i sagen er ufuldstændigt. I Thisted Kommunes opgørelse for 2025 indgår nemlig ikke alle tal for 4. kvartal, hvilket giver 93.000 passagerer og 45.591 personbiler. Den samlede helårsopgørelse lyder derimod på 115.000 passagerer og 56.262 personbiler for 2025. Til sammenligning var tallene for 2024 på 104.445 passagerer og 52.297 personbiler, hvilket svarer til en stigning på cirka 10 procent i passagertallet og knap 8 procent i antallet af personbiler.

Morsø Kommune peger endvidere på, at der er igangsat flere tiltag for at styrke færgens drift og anvendelse. Mange af disse forbedringer viser først nu deres effekt, hvorfor der lægges vægt på at samarbejdet omkring færgen får den nødvendige tid til at vise de fulde resultater.

Kommune vil derfor invitere Thisted Kommune til dialog om et fælles og retvisende datagrundlag, økonomi, fordelingsmodel samt muligheder for justeringer og videreudvikling af driften. Morsø Kommunes kommunalbestyrelse håber, at Thisted Kommune vælger at fastholde samarbejdet om Feggesundfærgen, så allerede igangsatte indsatser kan fortsætte til gavn for både Mors, Thy og hele Nordvestjylland.

For yderligere information kan følgende kontaktes:

  • Jens Dahlgaard (A), borgmester Morsø Kommune, tlf. 2374 1885
  • Keld Kortegaard (C), udvalgsformand for Teknik og Miljø, tlf. 2173 9844
  • Malte Houe (V), politisk ordfører for Venstre, tlf. 2129 0468

Hent pressefotos her: Klik for at hente pressefotos

https://mors.dk/om-kommunen/nyheder/2026/samlet-kommunalbestyrelse-feggesundfaergen-er-livlinen-over-fjorden-morsoe-raekker-haanden-ud-til-thisted

Kilde: Morsø Kommune