Netværkscafé hjælper forældre til for tidligt fødte børn med støtte, viden og netværk på Mors

Foto: Morsø Kommune.
dato

Netværkscafé for forældre til præmature børn tilbyder sparring, netværk og faglig viden på Sundhedscenter Limfjorden i Nykøbing Mors.

Helene Mortensen, fysioterapeut med 13 års erfaring og specialisering i børneområdet de sidste 4 år, står sammen med sundhedsplejerske Nina Grangé, som har arbejdet 22 år i faget – heraf 15 år på Mors. Helene varetager blandt andet babymotorikholdet på Sundhedscenter Limfjorden og tilbyder individuelle behandlinger til børn og unge. Nina har særlig erfaring med præmature børn og fungerer desuden som professionel ammevejleder.

Netværkscaféen henvender sig til forældre med børn født før uge 37 og børn i alderen 0 til 2 år. Det er også et tilbud til forældre, som efterspørger sparring og erfaringsudveksling med andre i samme situation og ønsker støtte fra fagpersoner med indsigt i præmature børns udfordringer. Caféen giver mulighed for at skabe netværk med andre forældre og tilbyder et rum, hvor man åbent kan dele oplevelser og udfordringer omkring sit barn.

Hver netværkscafé indledes med en kort præsentation, hvorefter der vil blive budt på små faglige oplæg, motorisk leg for børnene, og god samtale deltagere imellem samt med de tilstedeværende fagpersoner. Arrangementet afholdes tre gange årligt med i alt seks mødegange – to mødegange tæt på hinanden, hvilket giver mulighed for at opbygge relationer mellem deltagerne.

I 2026 finder netværkscaféen sted på følgende datoer: Mandag d. 9. marts kl. 09:30-11:00 (emne: søvn og motorik), mandag d. 23. marts kl. 09:30-11:00 (emner: ernæring og motorisk træning), mandag d. 24. august kl. 09:30-11:00 samt mandag d. 21. september kl. 09:30-11:00.

Alle arrangementer afholdes i mødelokale 3 (lokale 217), 2. sal, Sundhedscenter Limfjorden, Strandparken 48, Nykøbing Mors.

https://mors.dk/om-kommunen/nyheder/2026/netvaerkscafe-for-foraeldre-med-praemature-boern

Kilde: Morsø Kommune