Tryghedsundersøgelse: Høj tillid og tryghed i Midt- og Vestjyllands Politikreds

dato

Trygheden er fortsat høj og tilliden til politiet i Midt- og Vestjylland stiger i Tryghedsundersøgelse 2024.

Ni ud af ti borgere i Midt- og Vestjyllands Politikreds har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det, og de føler sig grundlæggende trygge, der hvor de bor. Sådan lyder nogle af resultaterne i Justitsministeriets Tryghedsundersøgelse 2024.

Justitsministeriet har siden 2021 gennemført undersøgelsen, der er en videreførelse af Politiets Tryghedsundersøgelse, som blev udarbejdet af Rigspolitiet i perioden 2013-2019.

Undersøgelsen for 2024 er baseret på svar fra 27.175 borgere i hele landet.

I Midt- og Vestjyllands Politikreds svarer 91 procent, at de grundlæggende føler sig trygge i deres nabolag. Resultatet fortsætter samme høje niveau som tidligere års undersøgelser af trygheden i politikredsen.

"Det er helt afgørende for borgerne at kunne føle sig trygge, der hvor de bor. Derfor er det også et vigtigt parameter, som myndighederne skal levere på. Det arbejder vi på i alle grene af politikredsen, og derfor er jeg også tilfreds med, at trygheden fortsat ligger højt i målingen", siger politidirektør i Midt- og Vestjylland Politi, Helle Kyndesen.

I undersøgelsen svarer 90 procent i Midt- og Vestjyllands Politikreds, at de har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis borgerne har brug for det. Det er en statistisk signifikant stigning set i forhold til et gennemsnit af alle tidligere målinger og den højeste tillidsmåling, der er foretaget i Midt- og Vestjyllands Politikreds siden tryghedsundersøgelsen blev gennemført for første gang i 2013.

"Det er en grundlæggende forudsætning, for de opgaver vi løser i politiet og anklagemyndigheden, at der er tillid til, at vi gør det rigtige for borgerne. Den tillid værner vi om og bestræber os på at leve op til hver eneste dag", siger Helle Kyndesen.

Som en ny tilføjelse til undersøgelsens spørgeskema for 2024, svarer borgerne på, om de har tillid til, at politiet vil hjælpe dem på en række forskellige kriminalitetsområder.

Kategorien 'kriminalitet på internettet' ligger lavest både i Midt- og Vestjyllands Politikreds og i de øvrige politikredse i Danmark. I kategorien svarer 60 procent i Midt- og Vestjyllands Politikreds, at de har tillid til at politiet vil hjælpe, hvis borgerne er udsat for internetbaseret kriminalitet i modsætning til fx indbrud i private hjem eller voldsager, hvor henholdsvis 80 og 86 procent svarer, at de har tillid til, politiet vil hjælpe, hvis borgerne har brug for det.

"It-kriminaliteten er et prioriteret område, hvor vi hver eneste dag arbejder målrettet med at efterforske og retsforfølge gerningspersoner. Samtidigt arbejder både vi og andre myndigheder løbende på at forebygge den it-baserede kriminalitet, fordi vi netop på den her type kriminalitet kan komme langt ved at hjælpe hinanden til helt at undgå at blive ofre for bedrageri og andre it-baserede kriminalitetsformer", siger politidirektør, Helle Kyndesen.

 

Andre udpluk fra Tryghedsundersøgelse 2024

  • Cirka otte ud af ti svarer i Midt- og Vestjyllands Politikreds, at de er enige i, at politiet behandler borgerne retfærdigt og med respekt.
  • Trygheden i Ikast-Brande Kommune er lidt lavere end de øvrige kommuner i Midt- og Vestjylland, mens tilliden til politiet ligger næsten på niveau med de øvrige midt- og vestjyske kommuner, og i øvrigt over landsgennemsnittet i undersøgelsen.
  • Andelen af borgere, som grundlæggende føler sig trygge i deres nabolag, er signifikant højere i Morsø Kommune end i resten af Midt- og Vestjyllands Politikreds.
  • Siden 2013 har andelen, der svarer, at de føler sig trygge, svinget imellem 86 og 93 procent uden nogen entydig udvikling. Trygheden i 2024-målingen adskiller sig således ikke fra gennemsnittet af alle tidligere målinger af borgernes tryghed i eget nabolag i Midt- og Vestjyllands Politikreds.
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi